Mennesker vi har mødt

 


Som nævnt i indledningen, kan man, vis man vil, møde og snakke med mange mennesker på sin vej. Jeg vil ikke skrive om dem alle, blot dem, som har gjort størst indtryk på os på dette tidspunkt af vores tur. (Julen 1993)

 

Det første venskab

Vores første bekendtskab gjorde vi i Lübeck. Fred - en svensk sejler og pensionist, som skulle sydpå til varmen, dog af den mest direkte rute ned gennem Europa, for at nyde sit otium her. Han ventede på sin besætning, inden han skulle videre. Han gav os nogle yderligere og meget vigtige informationer om kanalsystemet i Frankrig. Hvornår de forskellige sluser var lukket for reparation og ikke mindst, at Frankrig havde indført et afgiftssystem på kanalsystemet, således at der nu skulle betales for at benytte dem. Noget, som vi senere skulle få nogle vanskeligheder med de franske myndigheder over.

 

 Erik fra Washington D.C.

Lige vest for Hannover mødte vi så Erik. Vi var vendt hjem fra en heldagstur til Hannover. Mens vi havde været væk, var der ankommet to sejlbåde til havnen. En dansk og en amerikansk. Nu er det blevet til en vane, at indhente informationer om, hvad der venter os forude, så vi var interesseret i at høre de nyankomne, om de kom sydfra, eller nordfra. Vi traf ikke nogen hjemme, så tilbagevejen til "Brisen" blev lagt over sejlklubbens bodega. Da vi var vendt tilbage til båden, var vi dårlig kommet ombord, før en på den amerikanske båd, sad og vinkede til os. Nu var kontakten etableret. 

Vi tilbragte hele aftenen sammen med Erik. Det viste sig at han kom sydfra og var på vej til Sverige, hvor han skulle overvintre. Den følgende sommer, skulle han sejle i de nordiske farvande, hvorefter turen igen skulle gå gennem floder og kanaler i Holland, inden stævnen blev sat hjemover i efteråret 1995. Erik kunne derfor give os en masse oplysninger om turen ad Rhônen, - hvor der var godt at ligge, og hvor det var gratis. Og ikke mindst, hvor vi kunne hente billig rødvin, hvis vi havde en femlitersdunk med. Han havde også oplysninger om Middelhavet, idet han havde sejlet dernede i 3 år. Til gengæld kunne vi give ham oplysninger om de danske farvande, som han endnu end ikke havde et søkort over. Det hele endte med, at vi ud over at udveksle mundtlige erfaringer gav hinanden nogle bøger. Vi fik et par bøger om Middelhavet til gengæld forærede vi Erik vores "Havnelods" over de danske havne. Nu var det jo sådan, at jeg skulle hjem og arbejde i godt en uges tid, så kunne jeg passende finde alle vores søkort frem, og aflevere dem hos Monas søster i Fakse Ladeplads. Erik kunne så hente dem der, og han ville kunne spare en masse penge til søkort. Vi forventede jo alligevel ikke, at skulle bruge dem i sommeren '94. Erik kunne så sende kortene retur, når han forlod de danske farvande i løbet af efteråret '94, med tak for lån.  En dejlig måde at kunne hjælpe hinanden på, syntes jeg.

 

Familien med stolte traditioner

I Pont L' Eveque, Noyon, Frankrig mødte vi familien Caron. Vi havde sejlet i flere dage uden at kunne få vores vandtank fyldt op. Det var kun blevet til, at vi kunne fylde den lille drikkevandsdunk på 11 liter. 

I vores kort, var der angivet et sted, som vi alligevel ville bruge som overnatningssted, hvor man skulle kunne  bunke vand. Da vi ankom, kunne vi ikke få øje på nogen vandhaner. Mens vi fortøjrede, stod en midaldrende mand i en port, og så interesseret på vores fortøjning. (Nu må jeg lige fortælle, at vores fransk begrænser sig til enkelte ord, og vi er derfor ikke meget bevendt i lokalområderne, hvor der også tales bestemte dialekter.) Vi kontaktede ham, men han rystede bare på hovedet. Han forstod ingenting. Nu skal man jo ikke give op så let, så vi prøvede med tegn- og kropssprog at gøre ham forståeligt, hvad det var vi ønskede. Det lykkedes, og det viste sig, at han havde en vandhane siddende inde i porten. Men han havde ingen slange, som kunne nå ud til båden. Det havde vi til gengæld. Der manglede en studs, men den fandt han oppe på loftet. Så efter godt en time havde vi fået fyldt vandtanken op. 

Jeg ville gerne kvittere med en øl, men han takkede pænt nej. Vi syntes så, at han skulle skrive i vores gæstebog. Nej, så måtte han have fat på konen. Mona gik nu ned i båden og hentede vores "Gammel Dansk" og fire glas. Nu blev vi så budt på kaffe og kage og snakken gik, d.v.s. der blev tegnet og fægtet med arme og ben. Vi havde set nogle lansekampsbåde da vi sejlede ind, og ville gerne høre lidt mere om denne franske sport. Og det var nok det bedste vi kunne spørge om, for det viste sig, at han var mester i disciplinen 15 år i træk i 60'erne og 70'erne. Vi blev inviteret ind i den bageste stue, hvor alle pokaler og medaljer var opstillet og langt i montre.  

I mellemtiden var deres voksne døtre blevet tilkaldt og den ene medbragte sin nyfødte datter. Der blev udvekslet informationer om familier, boligform, og om vore planer. De forklarede, at der hvert år, og især om sommeren, kom mange sejlere for at overnatte på stedet, men at vi var de første de nogen sinde havde "snakket" med. 

Det blev til nogle dejlige eftermiddagstimer, og da vi forlod stedet dagen efter stod det meste af familien på kajen og vinkede farvel.

 

En rigtig “dansker”

Erik fra Åbenrå mødte vi i Paris. Han kom sejlende til, mens vi var der i sin lille 18 fods motorbåd. Det var næsten mere motor end båd. Han var sejlende alene, og havde gjort turen hjemmefra og til Paris på 14 dage. Erik skulle kun være i Paris en enkelt dag, inden turen igen gik hjemover. Erik er endnu et bevis på, at nogen går med en drøm, og at de udfører den. Båden han var sejlende i, havde han købt brugt, og selv istandsat den. Den stod ham i alt i godt 13.000,- kr. Han stoppede på jobbet i foråret, og har brugt sommer og efteråret til at sejle Europa tynd i sin lille motorbåd.

 

Vi mødte senere hen mange andre, som vi den dag i dag stadig har kontakt med. Men disse omtales i senere afsnit.

Byernes by

Tilbage til "Hvorfor et år med s/y Brisen"

Eriks båd Élan.jpg (48088 byte)

Élan fra USA

Erik fra USA.jpg (42210 byte)

Erik


Familien Caron 1.jpg (48982 byte)

Familien Caron og Mona

Lansekampsbåde.jpg (45899 byte)

Lansekampbåd


Erik fra Danmark.jpg (64974 byte)

Erik